tema: renæssance

Konferencens tema kredser i al sin enkelhed om at følge den inspiration, som 1400- og 1500-tallets arkitekter og billedkunstnere fandt i antikken og udviklede til en renæssance, der var det moderne i den tid. Ved at lægge fokus på de store villaer omkring Rom, så ser vi sammenhængen mellem bygninger og landskab i det store anslag, men også mellem arkitektur, dekorationer og havekunst som enestående helheder: det, der senere er blevet kaldt for et Gesamtkunstwerk. Renæssancen opfattes sædvanligvis som broen mellem antikken og det moderne, men ideen om at hente og udnytte erfaringer fra det historiske i det nye er altid moderne.

Gennem de godt 500 år, der er gået siden renæssancen er både arkitektur, dekorationer og havekunst blevet vedligeholdt og restaureret i flere omgange. Hver periode har efterladt sig spor, og hver periode har arbejdet efter sine idealer og teorier. Mest karakteristisk er nok de restaureringer, der blev udført i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor Viollet le Ducs teorier var udbredt i hele Europa. Det er tanker, der siden er blevet forladt, men sporene fra den periode er stadig gode at lære at aflæse, ligesom det er læreerigt at kende den italienske restaureringspraksis fra tiden efter Anden Verdenskrig.

de store villaer omkring rom og deres haver

I renæssancen blev der bygget store villaer både i Rom og uden for byen. I Rom blev Villa Giulio tegnet af Vignola og bygget som en stor lukket villa, men i det indre med en række geometriske haver af stor variation. Uden for Rom blev Villa d’Este bygget på kanten af et dramatisk landskab med en terrænforskel på 65 m fra villa til det nederste haveplan. Bevægelsen ned gennem haven blev anlagt med ramper og trapper varieret af fontæneanlæg, vandfald og nederst store spejldamme.

Villaen blev påbegyndt i 1549, men forfaldt efter 1572 og blev i sidste halvdel af 1800-tallet grundigt restaureret. Efter 1. verdenskrig blev villa og have italiensk statsejendom og fik endnu en restaurering, før den omkring år 2000 blev restaureret igen. I anlæg, hvor vand løber i render og i fontæner, er der både et bagvedliggende sindrigt forsyningssystem, men også et meget hårdt slid, som de forskellige tiders restaureringer har skullet rette op på og imødekomme. Dette er også tilfældet i Villa Gregoriana, der blev påbegyndt i 1834 som en dramatisk landskabshave efter romantikkens idealer med vandfald og grotter.

Villa Farnese og Villa Lante – er begge tegnet af Jacopo Barozzi da Vignola. Villaerne er bygget efter reformationen, hvor den vesteuropæiske opfattelse af forholdet mellem tro og viden ændrer sig og langsomt adskilles. Der opstår en slags fornuftens frihed, hvor netop arkitekternes arbejde med en bygnings proportioner blev styret af regler baseret på erfaringer hentet i antikken. Vignolas arkitekturbog Regola delle cinque ordini dell'Architettura (1562) om de fem klassiske søjleordener fik stor betydning for sam- og eftertidens arkitektur.